Strategisk indkøber / udbudskonsulent

Er du en strategisk og kommercielt stærk indkøber eller udbudskonsulent? Kan du drive EU-udbud og indkøbsprocesser, forhandle kontrakter og optimere samhandelsbetingelser? Så er det dig, vi mangler til vores indkøbsteam i SERVIA. 

SERVIA er en rådgivningsvirksomhed ejet af 8 energiselskaber, hvor du bliver en del af et professionelt og positivt fællesskab i en hurtigt voksende virksomhed. I tæt samarbejde med dine dygtige kolleger varetager du indkøb inden for energi, vand, spildevand, varme og fibernet.

Du får ansvar, udvikling, frihed og muntre kolleger
Du får en stilling med meget ansvar, når du bl.a. skal planlægge og prioritere indkøb, forhandle med leverandører, udarbejde kontrakter og sikre løbende opfølgning.

Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer med relevant efteruddannelse og kommer til at samarbejde på tværs med interne og eksterne partnere i branchen. Sammen med dine otte kolleger i Jura og Indkøb udgør I et stærkt team, som dagligt sparrer med hinanden og stræber efter at gøre selv de mest travle dage til muntre dage. Du får rig mulighed for og frihed til at videreudvikle dit arbejdsområde.

Dine ansvarsområder: 

  • Gennemføre EU-udbud inden for vare- og tjenesteydelser til selskaber i energi- og forsyningsbranchen.
  • Drive kommercielle indkøbsprocesser, som fx indkøb af produkter og forskellige administrative services.
  • Udvikle udbuds- og indkøbsprocesserne i en strategisk retning.
  • Sikre besparelser og effektive indkøb for SERVIAs ejere.

Solid erfaring med EU-udbud og indkøb
Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund på bachelor- eller kandidatniveau, men du kan også have opnået dine kompetencer på anden vis. Du har mindst 3-5 års erfaring med EU-udbud og/eller strategiske indkøb gennem job som udbudskonsulent eller strategisk indkøber.

Vi søger ikke kun en kollega med de rette faglige kvalifikationer, men også en kollega, der:

  • samarbejder godt med andre – i dette tilfælde kolleger og ejervirksomhederne.
  • foretrækker at opgaverne er drevet af forskellighed og højt tempo.
  • går forrest i opgaveløsningen og involverer interessenterne.
  • er løsningsorienteret, ambitiøs, selvstændig og har gode forhandlingsevner.
  • sikrer opgaverne bliver løst med en grundig og systematisk arbejdsform.
  • er en god formidler og kommunikativt stærk.

For at få succes er det vigtigt, at du kan håndtere dine opgaver effektivt, og har evnerne til en forretningsnær formidling af regler og rammer.

Til gengæld kan du regne med god balance mellem arbejde og fritid, da du bliver ansat på 37 timer om ugen.

Ansøgningsproces og kontakt
Da vi afholder samtaler løbende, anbefaler vi, at du søger hurtigst muligt. Har du spørgsmål til jobbet eller SERVIA som arbejdsplads, kan du kontakte juridisk chef, Martin Højbjerg Kjær på 28 44 18 55 eller strategisk indkøber, Jesper Pedersen på 26 88 34 53.

Vi gør opmærksom på, at rekrutteringsprocessen bliver håndteret af EWIIs HR-afdeling, og du modtager derfor mail m.m. fra EWIIs rekrutteringssystem.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Bliv en del af en attraktiv arbejdsplads
SERVIA ejes af energikoncernerne AURA, Bornholms Energi og Forsyning, Energi Viborg, EWII, LEF, nef Fonden, Nord Energi og SEF og bistår disse med højt kvalificeret rådgivning og assistance inden for juridiske opgaver, regulering, indkøb og udbud samt projektledelse og porteføljestyring. Virksomheden bygger på et solidt fundament, som pt. består af 17 højt kvalificerede medarbejdere med mange års relevant erfaring.

SERVIA har kontorer i EWII-koncernens domicil i Kolding og du vil derfor blive en del af et alsidigt fagligt miljø præget af passionerede medarbejdere. Vi er bevidste om, at kompetente og engagerede medarbejdere er en væsentlig forudsætning for at nå vores forretningsmæssige mål. Vi gør derfor en stor indsats for, at du kan udnytte og udvikle dine kompetencer i et meningsfyldt arbejde og under attraktive rammer, hvor vi blandt andet investerer i sikkerhed, arbejdsredskaber og sundhed.

Søg stillingen