December 2024
Nyt fra SERVIA
Vi nærmer os afslutningen på 2024 – og hvilket år. Vi kan allerede nu løfte sløret for, at vi igen ser ind i et rigtig fint og positivt resultat for året. Det er vi stolte over at vi igen er i stand til. Det skyldes ene og alene det gode og tætte samarbejde som vi har med alle jer. TAK FOR DET! I en travl hverdag glemmer vi ofte at få fortalt de mange gode historier. Derfor har vi valgt at tage et udpluk af disse med i dette nyhedsbrev. Tak til jer der af egen drift har lyst til at fortælle om jeres positive oplevelser til de øvrige andelshavere. Vi tager altid glædeligt imod de gode historier, så bliv endelig ved med det. Vi glæder os til 2025, hvor vi har mange spændende aktiviteter på programmet. Vi gentager SERVIA-dagen, som vi planlægger i maj måned. Nærmere dato følger inden længe. Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår til alle jer fra alle os i SERVIA. |
– Pernille Iversen, Direktør
Jura & Indkøb
SERVIAs Business Partner koncept
Afdelingsleder, Torben Iversen, fra forretningsenheden EWII Kommerciel Infrastruktur A/S, som er ansvarlig for byg, drift og teknik ifm. EWIIs ladestandere, lade stationer, batterier samt varmepumper, har skrevet dette indlæg ifm. sin beslutning om at tilknytte en Business Partner til deres forretningsenhed.
”Den 1. september 2024 indgik vi hos EWII Kommerciel Infrastruktur A/S en Business Partner aftale med SERVIA A.m.b.a.
Formålet var at få en strategisk indkøber knyttet tættere til vores forretningsenhed, idet vi havde et ønske om at få mere struktur på vores indkøbsprocesser i en forretningsenhed, som for øjeblikket er i en forrygende udvikling.
I al sin enkelthed betyder det, at vi nu har én indgang til SERVIAs mange kompetencer samt én dedikeret medarbejder, der både håndterer såvel de kortsigtede som de langsigtede opgaver ifm. indkøb. Ligeledes ved medarbejderne altid, hvor de skal henvende sig, hvis de trænger til sparring, rådgivning eller hvis der skal løses en konkret opgave.
Business Partneren håndterer hos os alt fra udarbejdelse af aftaler til mindre indkøb ifm. projekter. Vi ser det som et stort plus, at vi nu også har den strategiske kompetence ift. indkøb tilknyttet forretningen og dermed sikrer, at strategien for indkøb også understøtter forretningens strategi i øvrigt.
Ovennævnte er måden vi hos os har valgt at køre Business Partner konceptet på, men det kan selvfølgelig gøres på den måde, som man selv synes er den rigtige for sin forretning.”
Skulle ovennævnte have vakt din interesse, og kunne du tænke dig at høre mere om Business Partner konceptet, er du velkommen til at kontakte os.
Kontakt Lars Bøhm Jensen, [email protected]
Husk privatvejslovens § 24a!
Placeringer af ledninger i private fælles veje kan give udfordringer, hvis vejarealets ejer er på tværs.
Med tilføjelsen af § 24a i privatvejsloven har ledningsejere nu fået et nyttigt redskab, som kan bruges som alternativ til en lang og dyr ekspropriationsproces.
Hvis der ikke kan opnås enighed med vejarealets ejer, så kan ledningsejer, jf. § 24a, i stedet anmode kommunalbestyrelsen om tilladelse til placering af ledninger i eller på et vejareal.
Ledningerne vil blive placeret efter vejlovens gæsteprincippet og grundejerne kan ikke modsætte sig udførelse af arbejder, som kommunalbestyrelsen har givet tilladelse til.
I skal dog være opmærksomme på, at reglen kun gælder for kabler og ledninger til brug for elektroniske kommunikationsnet, samt kabler og ledninger til brug for elnettet.
Kontakt Esben Bjerregård, [email protected]
Indkøbsanalyse & Kontraktstyring – hvad kan I bruge det til?
En lang række af vores andelshavere benytter SERVIAs indkøbsanalyse. Med indkøbsanalysens basispakke modtages der hvert kvartal en nøgletalsrapport, hvor koncernens indkøbsadfærd fremgår.
En af de ting rapporterne viser er forbruget delt op i kategorier, som kan understøtte om udbudspligten overholdes, eller om forbruget er over tærskelværdien.
De stærkeste nøgletalsrapporter er yderligere beriget med kontraktinformationer for de andelshavere, der er med på kontraktstyringsløsningen.
Dermed bliver det synligt, om man foretager køb på kontrakt eller ej. Kontraktstyring er det perfekte redskab til at skabe fulde overblik på koncernens kontrakter – frister bliver overholdt, og notifikationer sendes i tide.
Derved sikrer man, at prisreguleringer, bonus, forlængelser og gennemsyn bliver varslet rettidigt.
Henning Pabst fra SAMN Forsyning, der har begge programmer, skriver følgende:
”Vi benytter begge programmer, og disse tiltag har allerede nu givet os en række fordele:
Alle kontrakter er samlet hos Servia, så vi har det fulde overblik. Hver aftale har en ansvarlig medarbejder, hvilket har afstedkommet en større ansvarsfølelse hos den enkelte, der også modtager notifikationer, når der skal ske noget med kontrakten, og det giver tryghed.
Nøgletalsrapporter giver en samlet oversigt over køb i alle selskaber.
Tillige hjælper Servia med at vurdere, hvor der er størst potentiale for optimering af disse køb.
Indkøbsanalysen giver os også et nemmere og mere præcist værktøj til at foretage prischeck og controlling på de foretagne køb.
Det er hurtigt at få trukket rapporter med informationer, der normalt ikke er tilgængelige i forsyningsselskabets økonomisystem – F.eks. fakturalinjeinformation som varenumre, varebeskrivelser, antal, enhedspris.
Servia gør et stort arbejde med at implementere vores ønsker til systemerne, og der skal ikke lægge skjul på, at vi har store forventninger til at høste frugterne af den øgede gennemsigtighed og overblik. Prøv selv – det virker!”
Kontakt Rikke Holmegaard Pedersen, [email protected]
Forslag om afskaffelse af tilbudsloven
I lovprogrammet for 2024/2025 (side 14) fremgår det, at regeringen planlægger at fremsætte et lovforslag i februar 2025 om at ophæve tilbudsloven samt revidere udbudsloven. Forslaget kan medføre et farvel til reglerne om underhåndsbud og en overgang til et enklere regelsæt for bygge- og anlægsopgaver under EU’s tærskelværdi. Hvad det helt konkret kommer til at betyde, er endnu uvist, men vi følger lovprocessen tæt.
Da lovforslaget endnu ikke er sendt i høring, vurderer vi, at processen muligvis bliver udskudt, eller at høringsperioden bliver forkortet. Har du input eller ønsker du at drøfte, hvordan ændringerne kan påvirke dig eller din virksomhed, er du velkommen til at kontakte os.
Kontakt Charlotte Nordberg, [email protected]
Grønt er godt!
Men pas på med, hvordan I reklamerer med det.
Forbrugerombudsmanden har netop offentliggjort sine anbefalinger om miljømarkedsføring.
En af hovedpointerne er, at virksomheder skal kunne dokumentere de grønne udsagn, som bruges i markedsføringen. Det er ingen nyskabelse, men dokumentationskravene er skærpet.
Dokumentationen skal foreligge på forhånd jf. markedsføringsloven, og det er således ikke tilstrækkeligt at indhente den efterfølgende, når der bliver spurgt ind til den.
I mange tilfælde er det meget vanskeligt at indsamle tilstrækkelig reel dokumentation. I så fald bør et udsagn omskrives eller helt opgives, uanset hvor tillokkende og indlysende budskabet er.
Hvis udsagnene tillige er vildledende eller urigtige, så er virksomheden i karambolage med markedsføringslovens §§ 5-6.
I finder link til anbefalingerne her: Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring
I skal også være opmærksomme på, at f.eks. CSRD-rapportering ikke nødvendigvis kan anvendes direkte i markedsføringsmateriale, da materialet vurderes efter andre regler, når det anvendes i markedsføringsmæssig sammenhæng.
Det er ikke kun tekster og ord, som bliver bedømt: Der er tale om en helhedsvurdering, så layout, farvevalg, billeder, lyde, symboler og lignende vil også blive vurderet efter markedsføringslovens regler.
Mercedes Benz Danmark har oplevet dette i en netop offentlig gjort sag. I sagen var der både tale om vildledende udsagn, men tillige en grafisk illustration af en vindmølle udformet som den klassiske Mercedes-stjerne. Mercedes Benz Danmark accepterede som afslutning på sagen at betale 1 million kroner i bøde. I finder afgørelsen her: Mercedes-Benz betaler 1 million kroner i bøde for vildledende miljøudsagn
Skriv, hvis I vil høre mere…
Kontakt Tine Nyrop, [email protected]
Vigtig advarsel fra TED om svindel i udbudsprocesser
SERVIA har modtaget en vigtig advarsel fra TED (Tenders Electronic Daily), som vi gerne vil gøre jer opmærksomme på. Der er rapporteret om en række vellykkede forsøg på svindel rettet mod ordregivere i forbindelse med offentliggørelse af oplysninger om vinderne af udbudsprocedurer.
Fremgangsmåden fungerer typisk sådan, at svindlerne først overvåger websteder som TED, hvor detaljer om tildelte kontrakter offentliggøres. De bruger disse oplysninger til at kontakte den vindende leverandør, mens de udgiver sig for at være kunden. Her beder de om at få tilsendt fakturaen for den kontrakt, der er offentliggjort. Når de har modtaget en faktura, henvender de sig til kunden – denne gang som værende leverandøren – og kræver betalingen overført til en anden bankkonto end den, der oprindeligt fremgår af fakturaen. Kontoen, som kunden anmodes om at betale til, kontrolleres af svindlerne.
Denne metode er særligt skadelig, fordi den bygger på brugen af korrekte kontraktoplysninger, som gør det svært at gennemskue, at der er tale om svindel.
For at beskytte jer selv og jeres organisation anbefaler vi, at I udviser stor forsigtighed, hvis en leverandør anmoder om betaling til en ukendt bankkonto eller ændrer betalingsoplysninger uden klar forklaring. Vi anbefaler jer derfor, at I i sådanne tilfælde kontakter leverandøren direkte for at bekræfte betalingsoplysningerne.
Kontakt Tine Nyrop, [email protected]
Skal vi hjælpe med jeres næste udbud
Vi oplever en stigende efterspørgsel på vores assistance, hvilket er en positiv udvikling, men det betyder også, at vi i endnu højere grad har behov for at planlægge vores ressourcer. For at sikre nødvendige ressourcer og sikre, at vi kan støtte jer bedst muligt, opfordrer vi til, at I inddrager os så tidligt som muligt i forløbet, når I har brug for hjælp til udbud. Ved at melde jeres behov ind i god tid, får vi mulighed for at afsætte de nødvendige ressourcer.
Kontakt Charlotte Nordberg, [email protected] eller Tine Nyrop, [email protected]
Temadag for jurister – sæt kryds i kalenderen
SERVIA er i samarbejde med HORTEN Advokatfirma i gang med at planlægge en temadag for alle juridiske medarbejdere hos SERVIAs andelshavere. Arrangementet forventes afholdt hos HORTEN i Hellerup om eftermiddagen onsdag den 26. februar 2025.
Programmet er endnu ikke fastlagt endeligt, men vi forventer at komme omkring følgende emner:
- Fjernvarme – særligt ny regulering
- Bestyrelsesforpligtelser, ansvar, valgregler mv
- CSDDD, ESG-opdatering og anden relateret EU-regulering
- Aktindsigt
HORTEN vil byde ind med faglige indlæg, hvorefter der vil være mulighed for sparring og erfaringsudveksling blandt andelshavernes juridiske medarbejdere.
Mere info følger.
Kontakt juridisk chef Martin Højbjerg Kjær, [email protected]
Compliance
Ny vejledning om brugen af ”interesseafvejningsreglen” i Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
Det Europæiske Databeskyttelsesråd har den 8. oktober 2024 vedtaget en vejledning om brugen af interesseafvejningsreglen i Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, som giver dataansvarlige lov til at behandle personoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse.
Vejledningen er meget udførlig, og kan medvirke til at sikre, at dataansvarlige gør sig relevante og tilstrækkelige overvejelser inden der påbegyndes behandling af personoplysninger med henvisning til interesseafvejningsreglen. Vejledningen kommenterer bl.a. på nedenstående 3 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at dataansvarlige kan anvende interesseafvejningsreglen som lovligt behandlingsgrundlag.
De tre betingelser:
- Behandlingen skal ske som led i, at den dataansvarlige eller tredjemand forfølger en legitim interesse,
- Behandlingen skal være nødvendig for at forfølge den legitime interesse
- Behandlingen må ikke overstige hensynet til de registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder
Vejledningen er sendt i offentlig høring frem til den 20. november 2024, hvorefter vejledningen forventeligt vil blive endelig vedtaget.
Hvad kan SERVIA hjælpe med? SERVIA kan være behjælpelig med at vurdere, hvorvidt en eller flere behandlinger af personoplysninger kan ske med henvisning til interesseafvejningsreglen.
Kontakt Michel Gram Martens, [email protected]
NIS2-reglerne – nyt om ikrafttrædelsesdato
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, har meldt, at NIS2-loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2025. Lovforslaget fremsættes for folketinget i februar 2025.
Udover NIS2-direktivet skal også EU’s CER-direktiv, som skal styrke kritiske virksomheders og myndigheders fysiske modstandsdygtighed, implementeres i dansk lov. Denne proces ventes at følge samme tidsplan som NIS2.
Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen, udtaler: ”Som jeg før har sagt, er cybersikkerhedsområdet simpelthen for vigtigt til, at vi haster noget igennem.
Derfor vil vi i de kommende uger og måneder inddrage virksomheder, organisationer og øvrige relevante parter i drøftelser om det videre arbejde med implementeringen af NIS 2-direktivet. Og vi vil fortsætte en god dialog i hele perioden frem til, at loven træder i kraft.”
”Det er naturligvis ikke optimalt, at vi må skubbe implementeringen, men det er ikke en udfordring, vi i Danmark står alene med. Heldigvis står vi i Danmark et langt bedre sted end tidligere på cybersikkerhedsområdet, for der er mange virksomheder og myndigheder, der er fuldt fokuserede på området. Men det er klart, at vi bliver endnu bedre rustet på den anden side af implementeringen.”
Reference: Ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab
Kontakt Jeanett Lauvring, [email protected]
EU’s taksonomi for bæredygtighed
EU’s taksonomi for bæredygtighed er en fælles europæisk klassifikation, som definerer, hvornår en virksomheds økonomiske aktiviteter er bæredygtige. Dermed spiller taksonomien en vigtig rolle i den markedsdrevne grønne omstilling, fordi den hjælper med at lede kapital hen mod bæredygtige løsninger.
Er man som virksomhed omfattet af CSRD, skal man også rapportere iht. EU taksonomien for bæredygtighed. Det er altså ikke nok at rapportere på de 10 europæiske standarder for bæredygtighed (de såkaldte ESRS’er).
Kontakt ESG-konsulent Jan Michael Jensen, 7696 2102/4015 1203, [email protected]
CSRD-rapportering
Jeg er tæt knyttet til EWIIs CSRD-rapportering, hvor vi netop har afsluttet prøverapportering. Her gik vi gennem hele processen med at identificere datakilder og dataejere, fremskaffe data og få dem rapporteret på den rigtige måde iht. ESRS’erne samt at få dokumenteret både data og processen.
Kontakt ESG-konsulent Jan Michael Jensen, 7696 2102/4015 1203, [email protected]
Vi har dermed en gennemprøvet proces, som vi kan benytte på de øvrige ESRS’er. Derudover har vi fået identificeret forbedringsområder, så vi kan optimere processen frem mod den endelig rapportering i slutningen af 2025. Alt i alt en positiv erfaring og en god måde at komme i gang på.
Vil du vide mere om taksonomien, eller høre om erfaringerne med prøverapportering, så tøv ikke med at række ud til undertegnede
SERVIAs samarbejde med Silkeborg Forsyning A/S
Medarbejderne i Silkeborg Forsyning A/S har igennem et stykke tid arbejdet tæt sammen med SERVIAs compliance-specialister. I forbindelse med samarbejdet har forsyningen udtalt følgende om SERVIAs Compliance Team:
”Vi har brugt SERVIA i forbindelse med diverse compliance-opgaver – både på GDPR og NIS2. Vi har haft en god dialog med SERVIAs compliance-specialister, og de formår at omsætte komplekst lovstof til brugbar viden og konkrete opgaver der skal udføres. Vi har fået tilført værdi hele vejen rundt i forretningen og kan kun anbefale deres rådgivning.”
Kontakt Kenneth Melancton Nielsen, [email protected]
Regulering
Servia sætter fokus på ydelser inden for økonomisk regulering på varmeområdet
I dag leverer Servia en lang række ydelser om økonomisk regulering på områderne for elnet og vand til andelshaverne. Det er ydelser som økonomiske fremskrivninger, dokumentation af
markedsmæssighed, tarifberegninger, myndighedsansøgninger og høringssvar til nye regler.
Som et led i vores bestræbelser på, at levere de ydelser, som vores andelshavere efterspørger, er vi nu gået i dialog med jer, omkring hvilke ydelser, der er behov for på varmeområdet.
Kontakt Anders Jespersen, [email protected]
Økonomiske fremskrivninger på varmeområdet
Flere andelshavere har igennem noget tid efterspurgt, at der også bliver tilbudt løsninger for økonomiske fremskrivninger på varme. Derfor er vi nu gået i gang med at undersøge grundlag for udvikling af en fremskrivningsmodel for varme.
I lyset af den kommende prisloftsregulering på varmeområdet er det blevet aktuelt, at en fremskrivningsmodel kan hjælpe med at synliggøre, om selskabet ligger over eller under prisloftet, ikke bare for de kommende et eller to år.
Herudover vil modellen naturligvis også kunne give et generelt indblik i den økonomiske udvikling i selskabet, tariffernes udvikling, likviditetsbudget, aktivbasen og meget andet.
Online dialogmøde er første skridt
I slutningen af november blev afholdt et dialogmøde med alle andelshavere med fjernvarme. Formålet er at afsøge, hvilke ydelser Servia skal levere på varmeområdet. Ud over økonomiske fremskrivningsmodeller kan ydelserne også være:
- Dokumentation af markedsmæssighed af interne koncernaftaler, her starter ny lovgivning op i 2025.
- Selskabsøkonomiske beregninger af diverse business-cases
- Tarifberegninger
- Høringssvar på udkast til ny lovgivning
- Diverse notater om f.eks. konsekvenser af ny lovgivning
- Indberetninger til myndigheder
- Ledelsesinformation
- Og meget andet
Hvis I som andelshaver sidder med økonomiske regulatoriske opgaver eller spørgsmål inden for varmeområdet, er I velkommen til at kontakte os for en dialog.
Kontakt Christian Parbøl, [email protected] eller Anders Jespersen, [email protected]
Bliv en del af SERVIA
Få et indblik i hvordan det er at arbejde hos SERVIA
Vil du se flere nyhedsbreve?
I vores arkiv kan du både vælge ældre og nyeste nyhedsbrev at læse.